Skelen

Februar 2001

Efter sommerferien 1997 begyndte min datter at træne øjengymnastik efter Anni Hansens anvisninger – ½ time hver dag + træning hos Anni Hansen hver anden uge.
Hun var da 6½ år.

Før denne tid havde min datter i flere perioder gået med klap for det gode øje efter øjenlægens anbefaling. Nu mente øjenlægen ikke, at der kunne gøres mere for at bedre hendes syn og rette op på hendes skelen.

Om jeg dengang troede på, at øjengymnastikken ville virke? Nej ikke for alvor; men jeg var overbevist om, at det ikke kunne gøre skade, og jeg håbede, at min datter kunne blive fri for at skele så meget.

At gøre øjengymnastik er virkelig hårdt arbejde! Det kræver koncentration, øvelserne skal gøre på en ganske bestemt måde, og der skal sættes tid af hver eneste dag. Flere gange måtte jeg tage mig selv hårdt i nakken for at udvise den fornødne tålmodighed overfor min datter, som på sin side var ganske eventyrlig god til bare at acceptere, at nu skulle hun altså levere et stykke arbejde hver dag i en lang periode. Ganske upædagogisk indførte vi et belønningssystem, hvor hun fik en til to kroner efter at have gjort øjengymnastik. Pengene blev sparet sammen og brugt efter hendes eget valg.

Hvad synes jeg så, der er kommet ud af træningen? Jeg tror ikke, at min datter er blevet bedre til at se – forstået på den måde, at hun sikkert har samme styrke i brillerne, som hun ville have haft uden øjengymnastik. Men hun er helt sikkert holdt op med at skele så meget. Og hun er blevet bevidst om sit syn og sin skelen, hun retter hurtigt øjet op, hvis det “smutter”. Jeg er overbevist om, at denne bevidsthed vil gavne hende resten af hendes liv – øjengymnastikken har langt fra været forgæves.

Mange hilsner
En mor